På ejerforeningens generalforsamling den 6. marts blev bestyrelsen opfordret til at klage til Københavns Universitet (KUA) over støj om morgenen ved leverancer til deres kantine. Som mange nok har opdaget, så sker dette typisk mellem kl. 5 og 6 om morgenen på alle hverdage!

Sammen med A/B Universitetshaven sendte vi derfor denne klage den 8. april:

 

Støjgener ved Søndre Campus

 

På vegne af beboerne i A/B Universitetshaven (Tom Kristensens Vej 34-38) og Ejerforeningen Universitetshaven Vest (Tom Kristensens Vej 40-44) skal vi hermed anmode om, at Universitetet får ændret leveringstidspunkt for varer til den kantine, der ligger ud til den store P-plads ved Islands Brygge Metrostation.

 

Efter at Søndre Campus blev færdiggjort, har mange beboere her på Tom Kristensens Vej oplevet støjgener, fordi varer leveres meget tidligt om morgenen. Mellem kl. 5 og kl. 6 kommer der hver morgen (mandag-fredag) mindst én stor lastbil – somme tider flere – med madvarer o.l.

 

Såvel støjen fra bilernes motorer som støjen fra selve aflæsningen af varer er til gene for mange beboere, som på det tidspunkt naturligvis ligger og sover. Nogle af bilerne har desuden en bakalarm, som siger ”bip-bip-bip”, hvilket generelt er godt for trafiksikkerheden, men stærkt irriterende uden for ens vinduer mellem kl. 5 og 6 om morgenen!

 

I henhold til §§ 6-8 i ”Bygge- og anlægsforskrift for København” (december 2016) må støjende byggearbejder normalt ikke påbegyndes før kl. 7 om morgenen. Vores lokale problem er ganske vist ikke byggearbejde, men analogien og budskabet er efter vores opfattelse nærliggende: Man må ikke ved erhvervsudøvelse genere beboere med væsentlig støj før kl. 7 om morgenen. 

 

Derfor vil vi meget gerne bede jer gøre en indsats for, at leveringen i fremtiden sker på et mere ’nabovenligt’ tidspunkt, dvs. tidligst kl. 7.

 

Vi ser frem til en positiv dialog med jer om at få løst problemet.     

 

Den 25. april fik vi følgende svar fra Esben Luplau fra firmaet Fazer Food Services, der står for KUA’s kantinedrift, og som KUA derfor havde bedt svare os:

 

Hej Jørgen.

Vores kantinekøkken har været i dialog med kommunen, som for et stykke tid var ud og kigge. Her konstaterede de, at der ikke var noget at gøre ved den gene som kommer i forbindelse med varemodtagelse om morgenen. Min Site manager Laila; tog efterfølgende fat på vores leverandører og bad dem om at komme så sent som muligt. Dog før kl.7.00 hvor vi skal have vores varer. I forhold til bak-alarm er det et lovkrav at man har en sådan. Så det kan de ikke gøre noget ved.

Med mindre frokosten kan serveres senere, ser jeg desværre ingen mulighed for at vi får vores varer senere.

 

Til det svarede vi straks:

Kære Esben Luplau.

Tak for hurtigt svar.

Du skriver, at jeres kantinekøkken skal have deres varer før kl. 7.00. Det må jo betyde, at ikke er nogen grund til at I får leveret varerne kl. 5.30.

Konklusionen må derfor blive, at hvis I får jeres varer mellem kl. 6.30 og 7.00, så er det tids nok i forhold til servering af frokost på det tidspunkt, I plejer.

Vi ser derfor frem til, at I aftaler dette med jeres leverandører: Varelevering sker fremover i tidsrummet kl. 6.30 til 7.00.

Det vil mange beboere her på Tom Kristensens Vej blive glade for!

 

Men så nemt var det åbenbart ikke, for Espen Luplau svarede kort efter dette:

 

Hej Jørgen.

Et sådan krav kan jeg desværre ikke stille til vores leverandører. Vi har bedt dem om at afleverer så sent som muligt. Og jeg forventer derfor de har lagt os sidst eller i slutningen af deres rute. De har dog mange andre steder og der er stor forskel på den mængde de skal aflevere fra dag til dag. Så at sige ml. 6.30-7.00 er umuligt. Og heller ikke muligt i forhold til den kontrakt vi har indgået med dem.

 

Til det fik han dette svar:

 

Kære Esben Luplau.

Det er jeg da ked af at høre. Jeg øjnede ud fra dit første svar netop en mulighed for, at beboerne her i kvarteret i lidt større udstrækning kunne få deres nattesøvn i fred.

Men i det mindste burde det være muligt for dig at benytte vores henvendelse til – endnu en gang – at opfordre jeres leverandører til at komme så sent som muligt om morgen.

Og derudover, så er kontrakter jo ikke mejslet i granit. Når kontrakterne med jeres leverandører på et tidspunkt skal genforhandles, vil det derfor være oplagt at inddrage leveringstidspunktet som en væsentlig parameter. For jeg går da ud fra, at I og Københavns Universitet er indstillet på at gøre alt, hvad I kan, for at tage hensyn til KUA’s naboer.

Du skrev, at Københavns Kommune har været på besøg for at vurdere støjen, som de ifølge dig mente, der ikke var noget at gøre ved. Vi forbeholder os trods dette muligheden for, at vi selv henvender os til Københavns Kommune om støjgenerne om morgenen.

 

Her står sagen nu. Og bestyrelsen vil snarest drøfte, om vi skal kontakte kommunen.