Som I kan se på mit opslag fra 14. maj, så skrev jeg den dag via en særlig formular til kommunens miljøforvaltning og klagede over støjen fra KUA. Jeg fik et autosvar om, at jeg ville blive kontaktet i løbet af få hverdage – hvilket ikke skete.

I mellemtiden var jeg på ferie, og efter hjemkomst har jeg forsøgt at kontakte kommunens enhed for støjgener, som har sagen. Fik dog ikke fat i den relevante sagsbehandler i går.

Men i dag lykkedes det, og jeg fik en længere samtale med ham. Han oplyste, at efter reglerne vil det være lovligt, at støjniveauet ved vores facade er 40 dB (decibel), ligesom det ved kanten af aflæsningsområdet vil være inden for rammerne, hvis støjniveauet på det sted er 75 dB.

Han påbegynder ferie i dag, men vi aftalte, at når han kommer retur, fornyer vi kontakten med henblik på at få lavet en lydmåling.

Han var helt enig i, at tømning af skraldecontainere før kl. 07 var fuldstændig unødvendigt, hvilket han (efter ferien) vil kontakte KUA’s administration om. Med hensyn til vareleverancer, så var det næppe muligt at give et pålæg, hvis det viser sig, at de nævnte støjgrænser er overholdt.

Han kunne i øvrigt fortælle, at Hørkram (som leverer de fleste varer til kantinerne på KUA), er kendt for at være ret støjende.

Og til slut kunne han også fortælle, at han i går havde talt med kantinelederen på KUA, som havde oplyst, at hele kantinedriften vil overgå til et andet firma end det nuværende. Så der kommer muligvis til at ske nogle forskellige ændringer i den daglige drift – forhåbentligt til fordel for os!