Så har driftschefen på KUA endnu en gang fået en lille "hilsen" – med kopi til rektor og til universitetets direktør.

 

 

 

Til (driftschefen)

Det er godt nok irriterende, at man skal henvende sig igen og igen om det samme problem, uden at der bliver gjort noget effektivt ved det. På vegne af beboerne i Universitetshaven Vest og A/B Universitetshaven har jeg nu skrevet til jer talrige gange gennem 1½ år om den støj, jeres samarbejdspartnere udsætter jeres nærmeste naboer for – stort set uden nogen forbedring.

Og dog: Det lader til, at firmaet HCS ikke længere kommer og tømmer jeres skraldecontainere om natten eller tidligt om morgenen. Og tak for det!

Men Hørkram, som leverer varer til jeres kantiner, de kommer stadig ukristeligt tidligt om morgenen. I dag kom lastbilen kl. 04.50 og kørte igen kl. 05.00 – den 10/9 kom den kl. 05.15. Ja, det er bare et par eksempler, vi sidder jo ikke hver nat og noterer tidspunkter, men disse er typiske. Og det er vi bestemt ikke tilfredse med.

Du har tidligere skrevet, at kantinelederen har haft en ”kammeratlig samtale” med Hørkram, men det har tydeligvis ikke haft nogen effekt. Du har også skrevet, at I overvejer en ”alternativ tilkørsel”, men det bliver vel næppe foreløbig, så der er stærkt behov for en ny samtale med Hørkram, og den skal IKKE være alt for ”kammeratlig”, men derimod meget bestemt.

Hvad der kan undre er, at Hørkram (udover leverancen ved 5-tiden) ofte har endnu en lastbil hos jer midt på formiddagen. Hvad de leverer, ved jeg ikke, men hvis det kunne blive Hørkrams eneste, daglige besøg, ville vi blive glade. Helt ærligt: Kød og mælk og grøntsager leveret kl. 10 om formiddagen – de er altså også friske næste morgen, da I selvfølgelig har kølerum til opbevaring af madvarer. Vi andre går jo heller ikke ud og køber ind kl. 5 om morgenen for at have HELT frisk mælk til havregrynene, vel?

Derfor vil jeg foreslå, at kantinedriften tilrettelægges sådan, at I hver formiddag får leveret de varer fra Hørkram, som kantinen skal bruge næste dag.

Det kan vel ikke være så svært?

 

 

Venlig hilsen

Jørgen Ørbech